I Danmark bliver 10 børn anbragt uden for hjemmet – hver dag!

Børnehjælpsdagen støtter de 15.000 børn og unge, der aktuelt er anbragt på en døgninstitution eller hos en plejefamilie i Danmark. Disse børn og unge har i mange tilfælde været udsat for f.eks. vold, misbrug, alvorlig sygdom eller anden omsorgsvigt i hjemmet. Derfor kan de ikke bo sammen med deres mor og far.

Børnehjælpsdagen er en landsdækkende hjælpeorganisation, der arbejder – året rundt – for at give anbragte børn og unge positive oplevelser. Det sker f.eks. gennem fysiske aktiviteter, danseundervisning, julefester, sommerfester, Tivoli-ture og andre unikke events.

Formålet er at styrke børnenes selvværd, udvikle deres kompetencer og give dem en god historie i livsrygsækken. Dét skal sikre børnenes mod til at møde verden og øge chancerne for, de klarer sig godt i fremtiden – som borger og individ i det danske samfund.

Børnehjælpsdagen, der blev stiftet i 1904, støtter også det frivillige arbejde i landets børne- og ungdomsforeninger. Børnehjælpsdagen tilbyder foreningslivet indtægtsgivende aktiviteter bl.a. gennem det traditionsrige Lillebror Lotteri samt et årligt kræmmermarked i København.

Læs mere: Klik ind på www.bhd.dk

Børnehjælpsdagens protektor siden 2005: H.K.H. Kronprinsesse Mary.